Dagrenovation/affaldssortering

24.10.2023

Adgang for renovationsbilen

Ringkøbing-Skjern Kommune sendte i august måned en henvendelse til Sammenslutningen om adgang for renovationsbilen til sommerhuse – se nedenfor under datoen 29.8.2023. I henvendelsen indgår en skitse, der viser en bredde på 5 m og en højde på 4,2 m.

Sammenslutningen har holdt møde med Ringkøbing-Skjern Kommune om henvendelsen. På baggrund af mødet skal målene for afgangsvejen ændres til 4 m i bredden og 4 m i højden – se skitse her:

29.8.2023

Husk at sikre adgangen for renovationsbilen

Sammenslutningen har modtaget denne henvendelse fra Ringkøbing-Skjern Kommune, Vej og Park:

“Det handler om at administrationen bliver “tæppebombet” af henvendelser fra Renovation vedrørende beplantning på sommerhusveje, som ikke er klippet, og det er meget tidskrævende at skrive eller ringe ud til hver eneste borger eller grundejerforening for hver henvendelse.

Vi tænkte at I måske kunne hjælpe med at minde sommerhusejerne på, at det er deres ansvar, at affaldet kan afhentes sikkert og nemt, og hvis ikke renovationsbilen kan passere, kan Renovation nægte at tømme skraldespandene. Der kan i øvrigt også opstå udfordringer for passage med f.eks. lastbiler eller en brandbil.

Administrationen overvejer at udsende en lille info til alle grundejerforeninger og vejlaug om emnet, men det skal forberedes, så det ville være fint hvis Sammenslutningen vil hjælpe med at skubbe lidt på.

Nedenfor et klip af reglerne om fritrumsprofil, og et foto-eksempel, som vi har modtaget af Renovation.”

 

14.10.2022

Affaldsbeholder nr. 2 til sommerhuset

Den 3. oktober d.å. påbegyndte Ringkøbing-Skjern Kommune uddeling af affaldsbeholder nr. 2 – også til sommerhuse.

På Ringkøbing-Skjern Kommunes hjemmeside kan du under Affaldsordning læse bl.a. dette:

“Henteordning, december 2022

I Ringkøbing-Skjern Kommune har vi med succes indført vores madaffaldsordning, og vi ser nu frem mod en kommende henteordning for genanvendeligt affald i december 2022.

Det er en ordning, hvor du vil få hentet dit genanvendelige affald derhjemme, og du vil derfor modtage én ny affaldsbeholder.

Du modtager ny beholder i september-november. Du tager den nye beholder i brug i december.Du får en ny beholder, som i liter svarer til den, du allerede har:

  • Hvis du i dag har en todelt 240 liters beholder til mad- og restaffald, så vil du modtage en todelt 240 liters beholder til genanvendeligt affald.
  • Hvis du nu har en 360 liters beholder, så vil du tilsvarende modtage en todelt 360 liters beholder.

Uanset størrelsen, vil den nye beholder til genanvendeligt affald blive tømt hver tredje uge.

Du får desuden en miljøkasse til problemaffald.”

Størrelse af beholder nr. 2

Som du kan se ovenfor, vil man som sommerhusejer få en beholder nr. 2, som har samme størrelse som beholder nr. 1. Om muligheden for at ændre størrelse på beholder nr. 2, står der på hjemmesiden:

“Du vil få tildelt en ny beholder ud fra din nuværende kapacitet – der vil altså ikke være mulighed for at ændre beholderstørrelse på forhånd.  

I Genbrug vil vi opfordre dig til at prøve din tildelte kapacitet af i nogle måneder, inden du foretager en tilpasning.

Der vil ikke være noget gebyr for ombytning i det første halve år efter opstarten på den nye henteordning. Herefter vil der komme et gebyr for ombytning.”

Der foreligger d.d. ikke noget om takster for afhentning af affald i 2023.

 

11.5.2022

Oplysninger om affaldsordning

Læs alt om affaldsordningen i Ringkøbing-Skjern Kommune på kommunens hjemmeside: Affaldsordning.

31.5.2021

Næste skridt i affaldsordning – fra 1. december 2022 – besluttet

Teknik- og Miljøudvalget har på møde den 25.5.2021 taget stilling til, hvordan indsamlingen af affald fra husstande i Ringkøbing-Skjern Kommune skal udbygges – fra 1.12.2022.

Det bliver en 360 liters spand, der skal stå ved siden af den spand på 240 liter, som de fleste husstande typisk har stående til mad- og restaffald. Dog bliver der mulighed for den nye spand på 360 liter at vælge en spand på 240 liter. Hvordan valget af spand kommer til at foregå er ikke blevet fastlagt endnu – der vil komme mere information fra Ringkøbing-Skjern Kommune senere i forløbet.

Den supplerende spand skal rumme de fem affaldstyper papir og pap, metal, plast samt mad-og drikkekartoner. Derudover får hver husstand en separat kasse til farligt affald som eksempelvis batterier, mens glas fortsat skal afleveres på de offentlige miljøstationer eller genbrugspladserne.

Ordningen bliver ens for helårshuse og sommerhuse og skal som nævnt træde i kraft fra den 1. december 2022. Dog med den forskel, at man i sommerhusområderne selv skal bringe kassen med farligt affald som batterier og små el-artikler mm. til genbrugspladsen.

Administrationen i Ringkøbing-Skjern Kommune havde indstillet til Teknik- og Miljøudvalget, at der ud over den nuværende spænd skulle være yderligere to spande, men politikerne valgte altså at nøjes med i alt 2 spande.

Du kan på Ringkøbing-Skjern Kommunes hjemmeside læse det punkt, som blev behandlet på mødet i Teknik- og Miljøudvalget den 25.5.2021: Pkt. 4 TK-Udvalget 250521.

13.5.2021

Dispensation frem til 31.12.2022 for ny henteordning

Miljøstyrelsens har den 20. april 2021 meddelt Ringkøbing-Skjern Kommune dispensation fra implementeringsfristen den 1. juli 2021 for henteordningen for glas, metal, papir, pap, plast og drikke- og fødevarekartoner. Dispensationen gælder frem til 31. december 2022.

Teknik- og Miljøudvalget har på møde den 11.5.2021 behandlet et punkt vedr. udformning af den henteordning, som  så skal træde i kraft 1.1.2023. Udvalget besluttede følgende:

“Teknik- og Miljøudvalget drøftede sagen og afgav signaler til det videre arbejde. Sagen medtages igen på udvalgets møde den 25. maj 2021.”

Af punktet, som blev behandlet den 11.5.2021, fremgår det bl.a., at der efter al sandsynlighed kommer:

  • 2 stk. affaldsbeholdere til indsamling af de genanvendelige materialer. Det vil sige, at der samlet set vil blive i alt 3 stk. affaldsbeholdere ved den enkelte husstand.
  • De to affaldsbeholdere til genanvendeligt affald bliver på hver 240 liter.
  • Henteordningen er ens for sommerhuse og helårshuse undtagen i forhold til farligt affald.

Se punktet på mødet i Teknik- og Miljøudvalget den 11.5.2021 her: Pkt. 2 TU-møde 110521.

Efter mødet den 25.5.2021 vil der komme nyt her på hjemmesiden.

19.2.2021

Øget og strømlinet affaldssortering
Som et af initiativerne i den nye affaldsplan, skal Ringkøbing-Skjern Kommune, som alle landets øvrige kommuner, senest 1. juli i år have etableret en henteordning for 9 slags affald ved både sommerhuse og helårshuse:

  • Mad
  • Papir
  • Pap
  • Metal
  • Glas
  • Plast
  • Drikke- og fødevarekartoner
  • Restaffald
  • Farligt affald.

Senest 1. januar 2022 skal der også være etableret en henteordning ved både sommerhuse og helårshuse for:

  • Tekstiler.

Der er mulighed for at søge dispensation ved Miljøstyrelsen for ikrafttrædelsesdatoen for henteordningerne, undtagen for tekstiler. Dispensationen kan maksimalt gives til den 31. december 2022. Ringkøbing-Skjern Kommune vil søge om denne dispensation.

Se nærmere på Ringkøbing-Skjern Kommunes hjemmeside: . Møde i Teknik- og Miljøudvalget 230221.

22.1.2021

Forkert praksis fra SKAT: Kommunerne skal ikke længere opkræve moms på renovation

Revisionsfirmaet BDO Danmark har udarbejdet dette notat om Landsskatterettens afgørelse om moms på dagrenovation: BDO om moms på dagrenovation.

16.12.2020

Moms på affaldsordning er ulovlig!

Landsskatteretten har i en ny afgørelse fastslået, at kommuner ikke skal lægge moms på regninger til private og grundejerforeninger for afhentning af husholdningsaffald. Staten står således til at skulle tilbagebetale et milliardbeløb til kommunerne. Penge, der i sidste ende kommer borgerne til gode – herunder sommerhusejere!

Umiddelbart ser det ikke ud til, at tilbagebetalingen fra staten vil få virkning for 2021 – taksterne for det år er udmeldt. Men en indtægt til bl.a. Ringkøbing-Skjern Kommune vil påvirke taksterne på længere sigt, idet en affaldsordning skal “hvile i sig selv”.

Det springende punkt i forhold moms/ikke moms på afhentning af affald er, om opgaven er myndighedsopgave eller en såkaldt forsyningsvirksomhed. Hvis der er tale om en myndighedsopgave, skal der ifølge EU-regler ikke moms på regningen. Og Landsskatteretten har altså fastslået, at afhentning af affald er en myndighedsopgave.

Hvor langt tilbage i tiden man vil gå i forhold tilbagebetaling, ved man ikke.

Skattestyrelsen skal inden 21. januar 2021 afgøre, om man vil anke Landsskatterettens afgørelse.

Kilde: Vejle Amts Folkeblad.

30.10.2020

Ny affaldsordning fra 1.11.2020

Som de fleste ved træder den nye affaldsordning i Ringkøbing-Skjern Kommune i kraft den 1.11.2020. På Ringkøbing-Skjern Kommunes hjemmeside kan du læse om overgangen til den nye affaldsordning, se: Ny affaldsordning november 2020.

På Ringkøbing-Skjern Kommunes hjemmeside kan du bl.a. se disse plancher om den nye affaldsordning på tysk og engelsk: Plancher på tysk og engelsk.

Afhentning af affald

Ringkøbing-Skjern Kommune har  til afhentning af de nye affaldscontainere (med to rum) bestilt nye affaldsbiler. Leveringen af disse biler er imidlertid forsinket og kan først leveres ved årsskiftet 2020-2021. Indtil da vil kommunen benytte affaldsbiler lånt i en anden kommune. Disse affaldsbiler er meget større end de biler, som skal benyttes fremover. Man skal derfor være opmærksom på, om der i overgangsperioden, på grund af de store affaldsbiler, opstår skader på sommerhusvejene. Er det tilfældet, og kan skaderne dokumenteres, skal Ringkøbing-Skjern Kommune betale for udbedringen.

27.8.2020

38 eller 52 tømninger om året i sommerhusområder fastholdes

Teknik- og Miljøudvalget har på sit møde den 25. august 2020 beslutte, efter overgang til ny affaldsordning pr. 1. november 2020, at fastholde 38 eller 52 tømninger om året. Administrationen havde indstillet, at de 38 tømninger blev erstattet af 26 tømninger om året, men den indstilling fulgte udvalget altså ikke.

Se punktet på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 25. august 2020 her: Pkt. 10 – 250820.

Madaffald

Læs om den nye madaffaldsordning på Ringkøbing-Skjern Kommunes hjemmeside: Madaffald.

18.5.2020

Øget kildesortering?

Dagbladet Ringkøbing-Skjern omtaler den 18.5.2020 Regeringens forslag til øget kildesortering. Dagbladet skriver bl.a.:

“Affaldssortering: Affaldscontainerne kommer til at stå tæt i villakvarterer og boligområder.

Får regeringen flertal for en ny plan for affaldssortering, skal hver husstand have to-tre-fire containere med plads til 10 forskellige slags affald.

Noget skal smides i samme rum, andet skal i sit eget, og endelig er der affald, for eksempel udtjente håndklæder og andre tekstiler, som kan ende i en pose øverst i en af containerne.”

Vi må så se, hvilken indflydelse Regeringens forslag får for den nye affaldsordning i Ringkøbing-Skjern Kommune.

18.5.2020

Brev til grundejerforeninger om den nye affaldsordning

Ringkøbing-Skjern Kommune skriver i mail dette til bestyrelser i sommerhusgrundejerforeningerne i Ringkøbing-Skjern Kommune:

“I forbindelse med Teknik- og Miljøudvalgets møde den 28. april 2020, dagsordenspunkt 14: Tømmefrekvens af affaldsbeholdere i sommerhusområder, ønsker Udvalget at høre sommerhusgrundejerforeningerne i kommunen, og deres holdninger til administrationens indstilling af ændringer af tømmefrekvensen i sommerhusområderne.

Vedlagt denne mail er den dagsorden, som blev præsenteret for Udvalget til mødet den 28. april 2020.

Administrationen har udsendt denne mail til alle grundejerforeninger for sommerhuse, som vi har haft oplysninger på. Det kan forekomme, at der er grundejerforeninger for sommerhuse, som vi ikke har haft oplysninger på, eller hvor oplysningerne ikke er nutidige. Hvis I som bestyrelse taler med bestyrelsesmedlemmer i andre grundejerforeninger for sommerhuse, som ikke har modtaget denne mail, så er I meget velkomne til at dele den med dem.

Hvis du modtager denne mail, men ikke længere er en del af en bestyrelse for en grundejerforening for sommerhuse i Ringkøbing-Skjern Kommune, bedes du videresende denne mail til nuværende bestyrelsesmedlemmer.  

Høringsperioden vil løbe til og med den 18.06.2020.”

Dagsordenspunkt nævnt i mail, se her: Dagsordenspunkt 280420.

Marts 2020

Brev til Ringkøbing-Skjern Kommune om den nye affaldsordning

Den 3. marts 2020 sendte Sammenslutningen dette brev til Ringkøbing-Skjern Kommune: Brev 030320.

I brevet skriver Sammenslutningen bl.a.:

“Vi må desværre – atter engang – konstatere, at dele af kommunen ikke ønsker en dialog med sommerhusejere. SU har ved møder med forvaltning og udvalgsformand John G. Christensen fremført, at den planlagte nye renovationsordning ikke er uden problemer for sommerhusejere. På møde den 17. december 2019 fremførte vi vores bekymringer om kommunens nye renovationsordning og blev lovet en drøftelse af forholdene.”

Udvalgsformand John G. Christensen har sendt følgende svar til formanden for Sammenslutningen:

“Som svar på din henvendelse vil jeg tilkendegive at vi også sætter stor pris på dialogen med Sammenslutningen.

Det betyder imidlertid ikke, at vi sætter processen i stå indtil vi har alle svarene.

Lige nu følger vi kommunikationsplanen og informerer alle husstande og sommerhusejere   med affaldsstativ om, at der kan vælges en anden end den gængse affaldsbeholder på 240 l, som alle skal have.

Vi kommer ikke til at informere præcist m.h.t. skjul før vi kender den eksakte affaldsbeholder, som bliver valgt.

Så snart Ringkøbing-Skjern Kommune, efter endt udbud, kender de endelige mål for affaldsbeholderene, vil der blive udarbejdet anbefaling til beholderskjul.

Som det ser ud nu, skal afskærmning kun dække en` beholder.

Vi forventer ikke, at det bliver et problem at lave afdækning til affaldsbeholderen i forhold til §3. For at være helt sikker kan sommerhusejeren sørge for at det nye skjul er placeret der,  hvor evt. gammelt skjul var placeret altså der ,hvor sækkestativet har stået, hvis det er muligt.

Jeg er informeret om, at udlejningsbureauerne her i de stille måneder, laver og monterer skjul flere steder. Fra vores genbrugsafdeling har jeg fået oplyst, at der i det sidste års tid er solgt en hel del affaldsbeholdere til sommerhusområderne.

Renovationsbilerne vil have samme størrelse som nu, men med en højere beholder til affaldet. Dette vil betyde at maksvægten når bilen er fuld læsset kan komme op på de 10 tons. 

Det følger af opdelingen af bilen, at der ikke var kapacitet nok til ruterne i sommerhusområderne, hvilket ville betyde at sommerhusruterne skulle deles op på flere biler. Det ville gøre ordningen væsentligt dyrere for sommerhusejerne.

Desuden er vurderingen, at de flere biler ville belaste lige så meget eller mere end de nye biler, der ved maks. last kan være tungere.

En del af kommunikationsplanen er at gå i dialog med udlejningsbureauerne. De har allerede tilkendegivet, at de er meget interesserede og gerne vil hjælpe til med at få ordningen udbredt så godt som muligt blandt de mange gæster.

Næste skarpe hjørne kommer, når vi begynder at køre, affaldsbeholderne ud i august og fremefter.

Den nye ordning træder i kraft den 1/11-20 og vi ser frem til at få en god og brugbar ordning til glæde for de fleste.

Du er altid velkommen til at ringe, hvis der er noget vi kan være behjælpelige med.”

Ny renovationsordning

En ny ordning for dagrenovation i Ringkøbing-Skjern Kommune træder i kraft 1. november 2020.

På Ringkøbing-Skjern Kommunes hjemmeside kan man læse følgende om den nye ordning:

“Med den nye ordning skal madaffaldet sorteres fra restaffaldet, så madaffaldet i stedet for at blive brændt, kan bruges i produktionen af biogas. Herefter kan næringsstofferne bruges som gødning på landbrugsjord.
For at undgå at den nye ordning føre til flere skraldebiler og et større diselforbrug, vil der med den nye ordning blive indført opdelte skraldebiler. Bilerne vil have et rum til madaffaldet og et til restaffaldet.

Alle borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune vil i månederne op til den 1. november 2020 modtage nye affaldsbeholdere. Affaldsbeholderne vil være opdelte i to rum, ligesom de nye skraldebiler. På denne måde kan en skraldebil afhente både madaffald og restaffald, uden at der sker en sammenblanding af affaldet.
Da der allerede er sparret op til de nye beholdere, skal du som borgere IKKE betale for den nye beholder.

Den nye ordning gælder både for helårshuse, boligforeninger og etageboliger, samt for alle sommerhuse i kommunen.

I løbet af februar 2020 vil der komme mere information ud om den nye ordning, de nye beholdere og om madaffald generelt.”

Sammenslutningens holdning:

Kommunens planer giver store udfordringer i forhold til orientering af de mange gæster, som lejer huse i vores område.
Ligeledes er vi bekymret for, om den nye affaldsordning vil betyde større affaldsbiler med deraf følgende øget belastning af vore interne veje.
Sammenslutningen har fokus på sagen.

Brev til Ringkøbing-Skjern Kommune

Sammenslutningen har den 3. marts 2020 sendt dette brev til Ringkøbing-Skjern Kommune: Brev til RKSK om renovation i sommerhusområder.

Anden etape

Anden etape af kommunens nye affaldsordning drejer sig om sortering af genanvendelige materialer og forventes igangsat i 2023.

I øjeblikket skal vi sortere de forskellige materialer – glas, pap, papir, metal og plastik – og aflevere dem på miljøstationer eller genbrugspladser. I fremtiden skal også disse materialer kildesorteres i de enkelte husstande.

Se Ringkøbing-Skjern Kommunes hjemmeside: Affald og genbrug.

 

 

 
sammenslutningen-grund-holmsland.dkRingk.-Skjern KommuneDagrenovation/affaldssortering

Sammenslutningen af sommerhusgrundejerforeninger
på Holmslands Klit

www.sammenslutningen-grund-holmsland.dk